Dekorationer

Friske, farverige og festlige

Blomster og dekorationer er en vigtig del af kroens fest og arrangement. Gæsten vil uanset anledningen altid lægge gæsterne mærke til farver, former og udtryk på bordene såvel som i lokalerne.
Blomster er levende materialer, der kvitterer for god behandling, og som kan give lige det pift, som I som gæst ønsker jer.

Vores uddannede blomsterdekoratør, Helle Langkjær, har mere end 15 års erfaring som blomsterbinder og fuld forståelse for og passion for trends, tendenser og lækkert binderi. Hos Helle er dekoration af borde og lokaler i sikre hænder.
”Jeg synes, at blomster er fantastiske til at formidle følelser og stemninger. Jeg elsker at sammensætte farver, friskplukkede blomster, frugter, bær m.m. og at opbygge dekorative sammensætninger, der passer til lokaler, fest og anledning.”
Hver eneste gæst skal have det bedste, mener blomsterbinderen, der bruger sin æstetiske sans, indlevelsesevne og blomsterviden til at skabe smukke dekorationer, buketter og kreative overraskelser med stil.

Årstider og alternative råvarer
Helle køber ind men går også meget ud i naturen. Hun ynder at bruge årstidens produkter til dekoration.
”Blomsterbindere har deres egne foretrukne natursteder, hvor de henter råmaterialer. Mange er f.eks. helt vilde med pileurt, som egentlig er en invasiv art, men som kan bruges i dekorationer. Her tager jeg gerne på togt ud til bestemte steder i den vilde natur, fælder urten og fylder bilen op. Urtens kraftige grene skæres i mindre stykker, som er meget flotte som basis i dekorationer til både bord, opsætninger og gulvdekoration. Stammen kan endda blive så kraftig, at den kan anvendes som et træ, og det bruger jeg ofte til julens udsmykning,” afslører Helle, der samtidig meget gerne vil lære fra sig. ”Bare spørg, så skal jeg vise og fortælle,” siger hun med engagement og fortælleglæde.

Drivhus, køkkenhave og økologi
Helle har også ansvaret for Bredal Kro´s nye drivhus, der er placeret solrigt i den kommende køkkenhave. ”Jeg har store planer om mange anderledes, bemærkelsesværdige og sjove ting i både drivhus og køkkenhave.” Der er synlig glæde hos Helle, som nævner blå kartofler, ingefær, myntetyper, spiselige blomster, krydderurter, roser, højbede m.v., som blot er enkelte af de kommende tiltag.
Således er der da allerede remonterende jordbærplanter plantet i træstammer, en bornholmsk figen står grøn i drivhuset, ligesom flere specielle blomsterarter er bestilt hos økologisk leverandør. ”Så meget som mulig bliver økologisk," fremhæver Helle, der også fortæller, at hun ved angreb af skadedyr vil bruge nematoder – eller rovmider, som de også hedder – frem for traditionel brug af sprøjtemidler.

”Se nu bare rundt om køkkenhaven, her har vi sat sneglehegn. Hegnet holder sneglene ude af køkkenhaven og væk fra grøntsager, urter, frugter, der fra køkkenet kommer ind på gæsternes tallerkner. Helt uden gift,” smiler Helle.

I septembersolen står radisernes lysegrønne toppe og lyser op i et af drivhusets bede. ”Det er måske sidste udkald for i år,” mener Helle, som lige har sået radiser. ”Men jeg elsker simpelthen at se ting gro og kan ikke lade være,” slutter hun engageret og forventningsfuld.

 

 

 

 

"Farverne i servietter, blomster mm. skaber den smukke helhed omkring dit arrangement."
Helle Langkjær, blomsterbinder